
Rebildfesten skal ikke kun være en fejring den 4. juli. Aktiviteterne skal spredes ud over året, så Rebildselskabets arbejde når ud til flere.
For i en tid, hvor den dansk-amerikanske relation er under pres på det politiske område, så er der mere end nogensinde brug for at holde fast i alle de relationer, der er etableret mellem Danmark og Amerika, siden den store udvandring over Atlanten i forrige århundrede.
Det er på den baggrund, at Rebildselskabet har valgt at styrke organisationen med en ny generalsekretær. Mette Bugge afløser Michael Lynderup Kjeldsen, der fortsætter i en rolle som projektleder i organisationen.
”Rebildselskabet er skabt af danske udvandrere, der ønskede at bevare en relation til deres rødder her i Danmark. En gang om året ville de hjem og holde en fest. Det har vi nu gjort i mere end 150 år, hvor bl.a. Walt Disney, Victor Borge og Andreas Mogensen har stået på talerstolen og talt om venskabet mellem Danmark og Amerika. Det er helt unikt, fordi det handler om venskab, kultur, uddannelse og erhvervsliv. Ja, faktisk alt andet end politik”, siger formand Jørgen Bech Madsen, der glæder sig til, at der nu skal sættes endnu mere damp på Rebildselskabets kedler.
”Der er på finansloven for 2026 afsat bevilling til at yde tilskud til Rebildselskabet, hvilket giver os en unik mulighed for at gøre mere, så Rebildselskabets arbejde bliver endnu tydeligere for omverden. De fleste kender os for festen i Rebild Bakker, men sandheden er, at vi jo støtter danske udvekslingsstudenter, laver udveksling mellem danske og amerikanske virksomheder, og sørger for at holde relationen til danske efterkommere i USA. Det glæder jeg mig til, at Mette skal udfolde endnu mere”, fortsætter han.
Mette Bugge har tidligere arbejdet med dansk foreningsliv, og har gennem mange år været formand for Aalborg Karneval, hvor opgaven blandt andet var at styrke det økonomiske grundlag for karnevallet og opbygge en stærk organisation omkring foreningsarbejdet. Hun glæder sig til opgaven.
”Jeg har fået en unik mulighed for at stå i spidsen for en kulturinstitution, der har mere end 150 år på bagen. Dem har vi ikke ret mange af i Danmark – og slet ikke, som er skabt med en baggrund i danskere, der gerne ville bevare deres relation til deres fødeland. Så jeg glæder mig – og jeg synes, det er ekstremt vigtigt arbejde, for vi skal passe på de kulturinstitutioner vi har”, siger Mette Bugge og peger allerede nu på et sted, hvor hun håber, at hun kan gøre en forskel.
”Rebild Bakker er et fantastisk sted. Der er så smukt, og det skal vi have bragt meget mere i spil til gavn for alle. Jeg har en masse ideer til, hvad vi skal lave – og det skal foregå i tæt samspil med de lokale aktører. Gode danske borgere, der forlod Danmark for at søge lykken i USA, har skænket os det her smukke stykke land. Og så forpligter det også, at vi får brugt det”, afslutter hun.